Historien om Palads Hotel Viborg
Missionshotellet i Viborg, Sct. Mathias Gade 5, blev etableret den 1. april 1935. Den hvide hovedbygning har således fungeret som hotel i 88 år (2023) og er dermed Viborgs ældste hotel.
Palæbygningen blev oprindelig bygget i 1899 som et privat hjem for en velhavende familie og er tegnet af professor Hans Christian Amberg (1837-1919). Han var uddannet arkitekt og blev professor i 1894. H.C. Amberg beskæftigede sig meget med restaureringer og søgte at bevare alt af historisk værdi blandt andet Ribe Domkirke. Han opførte i 1908-10 spiret på Sct. Nikolaj Kirke for brygger Carl Jacobsen og genrejste selve kirken i 1915-17. I Viborg blev kan kendt for sine trappegavle ved blandt andet Karnapgården, Sct. Mathias Gade 9 og Sparekassens tilbygning Sct. Mathias Gade 51.
Efter indvielsen i 1935 gennemlevede hotellet et meget turbulent 1. årti med vanskelige økonomiske forhold samt besættelsestiden. Tingene stabiliserede sig først, da Viggo Nielsen og hans kone Anna Bach opkøbte hotellet d 4. januar 1948. Det blev startskuddet på en foreløbig 75-årig periode i familien Bach Nielsens eje. De 2 sønner Ole og Gerner Bach Nielsen optog ejerskab og ledelse i 1972 ved Viggo Nielsens alt for tidlige død. Under deres ledelse ekspanderede hotellet fra 32 værelser til nutidens 115 suiter, værelser og lejligheder og skiftede undervejs også navn til Paladshotellet. I 1996 blev de første flisehåndtryk af kendte danskere sat ned i fortovet foran hotellet, inspireret af Hollywood Boulevard i Los Angeles. I forbindelse med omlægningen af gaden til gågade blev de fleste af fliserne taget op og opsat i hotellets indgangsparti, hvor de står som vores ‘Wall of Fame’. For at sætte Bach Nielsens lange ejerskab lidt i perspektiv havde man ved Viggo Nielsens overtagelse af hotellet hestestalde i baggården til gæsternes heste og i dag har man lade standere til gratis opladning af el-biler i stedet for. Man havde ligeledes eget vaskeri i kælderen, opdrættede selv kødkvæg til restauranten og holdt hver dag gennem 40 år morgenandagt for de ansatte og boende gæster på hotellet.